Ensidigt Indhentede sagkyndige erklæringer ved domstolene

Formål

En anvendelse af ensidigt indhentet sagkyndigt erklæringsmateriale tjener et dobbelt formål i en foreliggende tvist om mangler. Først og fremmest bidrager den sagkyndige erklæring med en hensigtsmæssig sagkyndig bistand til retten, og derudover tilvejebringes eventuelle beviser angående en sags faktiske forhold og sammenhænge.

Erklæringens indhold

Den skriftlige sagkyndige erklæring kan angå bilag, allerede tilvejebragte oplysninger og øvrig dokumentation i sagen. Erklæringen kan endvidere omhandle både tekniske, økonomiske, samt øvrige forretningsmæssige forhold. Eksempelvis kan uvildige brancheorganisationer eller tekniske institutter på grundlag af almengyldig viden og fagkundskab bedes udtale sig om visse sædvaner og branchemæssige kutymer indenfor specificerede fagområder til vejledning af både parterne og retten.

Tilvejebringelse og modpartens retsstilling

Erklæringens tilvejebringelse sker alene for den ene part, og udarbejdes således alene i henhold til dennes anvisninger og naturlige fokuspunkter i sagen. Modparten har således ikke som ved anvendelsen af det traditionelle skønsinstitut, medindflydelse på udarbejdelsen af den sagkyndige erklæring. Tidligere var udgangspunktet derfor, at de ensidigt indhentede erklæringer blev nægtet fremlagt som bevismiddel i en retssag. Dette var endvidere tilfældet uanset om erklæringen var indhentet før eller efter sagens anlæg.

Hovedreglen ifølge nyere praksis

Den nye hovedregel angående ensidige sagkyndige erklæringer er derimod, at visse erklæringer af teknisk, økonomisk og lignende karakter kan tillades fremlagt. Dette gælder dog kun såfremt erklæringerne er indhentet forud for retssagens anlæg. Hovedreglen fraviges herefter kun undtagelsesvist, såfremt erklæringens indhold eller visse forhold ved tilblivelsen taler herfor, eller såfremt bevisførelsen må anses som værende overflødig og således ikke bør tillades.

Sagens begyndelse som skillelinje

Tilladelsen af at anvende ensidige erklæringer gælder således fortsat ikke ved erklæringer indhentet efter en sags anlæg, når modparten protesterer herimod, medmindre særlige forhold eller væsentlige hensyn gør sig gældende. Sagens begyndelsestidspunkt er således skillelinje for hvornår en erklæring tillades fremlagt eller ej.

Juridiske responsa

En anmodning om at fremlægge en ensidig sagkyndig erklæring vil dog som udgangspunkt blive afvist, såfremt den sagkyndige reelt anmodes om at udtale sig om konkrete juridiske tvistepunkter i den foreliggende sag. Dette betyder, at den sagkyndige besvarelse ikke må bevirke en direkte stillingtagen til en sags bevisligheder, idet sådanne juridiske responsa som udgangspunkt ikke kan tillades fremlagt. En ensidigt indhentet sagkyndig erklæring kan således alene angå allerede foreliggende oplysninger med henblik på en nærmere belysning af en sags faktiske omstændigheder, men ikke sagens konkrete juridiske spørgsmål og anliggender. Nyere praksis angående juridiske responsa. Juridiske responsa angående dansk ret, kan dog ifølge Højesterets nyere praksis indgå i en retssag, på samme vis som juridisk litteratur og diverse partsindlæg gør det.

Risiko ved anvendelse af ensidigt materiale

En sags parter skal dog være opmærksomme på, at det kan være risikofyldt blot at løbe an på en ensidigt indhentet erklæring. Der er nemlig ingen garanti for, at det indhentede erklæringsmateriale også tillades fremlagt og anvendt som bevisdata, (også selvom dette er indhentet forud for sagens begyndelse). En part som alene løber an på bevisførelse ved en ensidig sagkyndig erklæring kan således risikere at miste et (andet) givent bevis og har på senere tidspunkt i processen måske ikke mulighed for at gå frem efter andre procedurer og kan som konsekvens heraf lide et betydeligt retstab.